Damn hvor er det vanvittigt det min hjerne går i gang med, når jeg vurderer mig selv.
Gæt fx hvad der er det eneste jeg kan se, når jeg kigger på disse billeder?
Min gigantiske dumme bulede pande selvfølgelig.
(Og næsen! Men det kommer jeg til om lidt)
Engang lærte jeg, at jeg skal tage mine billeder oppefra, fordi mit kæbeparti er for dominerende i ansigtet.
Resultat: Pande all over.
Tager jeg billedet lige på, er det næsen, der sidder uheldigt, stor og knoglet midt i det hele og fylder ALT.
(Da jeg var 13-14 år sov jeg med næsen i hjemmelavet spænd (don’t ask), fordi jeg ville have den skulle være mindre.
Det virkede selvfølgelig ikke, den hævede bare, og jeg sov virkelig dårligt).
Der er også alle rynkerne, dellerne, de store fødder og alt det der søger mod jorden.
Not a pretty sight.
Min personlighed er soso, faktisk ret kedelig.
“En tom skal”, omtalte jeg mig selv som til en veninde.
50 år gammel, distræt og grå, det er da der ingen der gider noget med.
Og hvordan kan jeg overhovedet sende de her ord ud i verden?
Bare der ikke er nogen der læser med, for det er da dumt og fjollet.
(Ja, jeg er dygtig til at fylde på, det her er bare et udsnit af en tankerække)
Nu sender jeg det jo så alliwl ud i verden, for jeg tror vi er rigtig mange (kvinder især?), der taler så ufatteligt grimt til og om os selv, i stedet for at se det MIRAKEL vi i virkeligheden er!
Kuren?
FUCK. DET.
Helt ærligt.
I det store uendelige millioner år gamle univers, er det jo totalt ligegyldigt om din røv er stor, lille, flad, rund, bulet, ikke eksisterende eller hvad ved jeg.
Om du er fyldt med røverhistorier, verdens kedeligste tørvetriller eller noget midt imellem.
Embrace who you are and own it!
PS. Just for the record, så har jeg fred med det hele og er helt ok, det er bare sjovt at observere min crazyness.
Læs også om 3D, 4D og 5D